Så er hornfiskesæsonen 2024 skudt i gang, og den sjove sportsfisk har nu fundet vej til de danske kyster!
Vi kommer her med tips og tricks til fangst af de fantastiske hornfisk.
For at gøre en lang historie kort:
- Fisk aktivt – finder du hornfisk, så finder og fanger du typisk mange.
- Fiskeri med flåd og sild er en sikker vinder.
- Imiter hornfiskens bytte med rejeimitationer, tanglopper eller blink, hvis du fisker med flue eller spin
- Kendte havørredpladser er også gode fiskepladser til hornfisk
- Moler, havne og pladser tæt på sejlrender er typisk gode hele sæsonen
Faktisk er det at fange en hornfisk, slet ikke så svært. Hornfisken ankommer i løbet af foråret i hobetal, og findes i de danske farvande helt frem til oktober.
Er du målrettet ude efter hornfisk, og vil gerne gøre det nemmere for dig selv, så kan vi anbefale at anvende en silkekrog.
Den kan enten anvendes monteret efter et blink, eller direkte på dit bombarda eller flueforfanget.
Silkekrogen gør det nemmere at kroge hornfisken.
Vi uddyber punkterne og samler produkterne herunder.
OBS: køber du en ovenstående blink, så skal du vide at der medfølger kroge og perler.
Det betyder at du er klar til at fange hornfiskene med det samme.
Grej til hornfisk
At fange hornfisk i 2024 er ikke meget anderledes, end det har været i de seneste mange år. Trykker du på knappen herunder, så vil du finde en masse begyndervenligt grej til hornfisk, samlet på et sted.
Her er der alt hvad du har behov for, hvis du ønsker at komme i gang med dette fiskeri. Fiskeriet er med en høj succesrate, det kan dyrkes i høj solskin og selv de mindste kan være med. Måske det skal være et mål, at børnene skal stifte bekendtskab med fiskeri efter hornfisk i 2023.
Med hornfiskeblink kan alle komme godt i gang med fiskeriet.
Spinnefiskeri efter hornfisk
Spinnefiskeri efter hornfisk er ganske ukompliceret. Faktisk er mange af de bedste havørred blink, også fremragende til hornfisk. Klik på linket lige herover, for at læse vores guide til valg af blink.
Faktisk er vores foretrukne hornfiske blink det selv samme, som det vi anvender til havørreder.
Hastighed
Mange har fået at vide, at høj hastighed giver langt flere hornfisk på krogen, det er dog ikke nødvendigvis rigtigt.
Det der kan være årsagen til at man siger sådan, kan være at hornfisken typisk er tvunget til at svømme hurtigere for at fange blinket og dermed tager blinket hårdere. Dette kan medvirke at du kroger flere fisk.
Farvevalg
Hornfisk er forholdsvis ukritiske, og tager gerne langt de fleste blink. Men et tobisblink såsom savage gear sandeel, går man aldrig galt af.
Gennemløbsblink kommer med den fordel, at du kan montere en ekstra perle for at få krogen længere bagud og også anvende en lille trekrog. Disse ting gør at du kan øge dine chancer for at kroge de langnæbede hornfisk markant.
De bedste blink til hornfisk
De bedste blink til hornfisk er:
- Savage gear sandeel
- savage gear seeker
- savage gear zerling
- OGP snurrebassen
- Sømmet
Andre blink kan du måske opleve lige så mange hug på, men det er vores erfaring, at blink der “svinger” for meget i vandsøjlen, ofte ikke kroger lige så godt.
Derfor fisker vi med disse forholdsvis rolige gennemløbsblink, da de ofte er nemmere at sætte i hornfiskens næb.
Det er også nemmere at rigge dem til med små trekroge.
Som en bonus er disse blink også fremragende til både havørreder, makreller og havbars, som du kan være så heldig at kroge under dit fiskeri efter de grønbenede hurtigsvømmere. Faktisk foretrækker vi ikke at fiske med specifikke hornfiskeblink, da vi nyder at kunne fange ørreder også. Derfor fisker vi med vores sædvanelige gennemløbere, monteret med mindre trekroge.
Sådan vælger du blink til hornfisk
Nu er det hornfisk sæson igen. Mange står derfor overfor at skulle fylde boksen op med nyt grej til hornfisk.
Ovenfor har vi kommet med vores bud, på de bedste blink til hornfisk.
Disse er gode blink til hornfisk, da de imiterer deres fødeemner, og så kommer de i mange farver.
Så længe det er begyndelsen af foråret, fisker vi stort set kun med lette sandeel gennemløbere, da de også fanger mange havørreder.
Hvor mange gram skal mine blink til hornfisk veje?
Vægten på dine blink til hornfisk, kommer meget an på hvor du fisker.
Dog går hornfisken højt oppe i vandsøjlen, og du skal derfor ikke bekymre dig om at nå ned til dem.
Fisker vi i fjorden, anvender vi blink på 11-13 gram. Fisker vi fra en mole eller på yderkysten, anvender vi mellem 16 og 20 gram.
Dette skyldtes udelukkende højere bølger og strø i vandet. Hornfisken tager som regel det der kommer forbi den.
Hvad er bedst til hornfisk
Selvom medefiskeri nok er det mest effektive, så er fiskeri med blink fortsat en god og nem måde, at fange dem på.
De bedste blink til hornfisk, har også den fordel, at du kan anvende dem til mange andre former for fiskeri.
Det betyder at du ikke behøver at købe meget forskelligt grej ind, men at du i virkeligheden sagtens kan anvende den samme fiskestang og hjul, til meget forskelligt fiskeri.
Farver til hornfisk
Selvom hornfisken er inde for at jage fødeemner langs kysten, så har de en forkærlighed for stærke farver – hvorfor ved vi ikke.
Dog er det tydeligt at glimmer og stærke farver, ofte giver langt flere fangster, end de helt neutrale agn.
Derfor anbefaler vi at anvende dine blink i en mere kræs farve.
Særligt rød, orange og gul er gode farver på et hornfiskeblink.
OBS: du kan sagtens fange dem på en neutral flue eller blink.
Sådan vælger du din krog til hornfisk
Det er vigtigt at anvende en lille krog, som kan få fat i den bløde del af hornfiskens næb.
Vi anvender derfor de samme trekroge til hornfisk, som vi anvender til havørreder og laks.
Krogen er en Owner STN-36 BC. Den er let i wiren og sygeligt spids.
Det er denne krog vi har de bedste erfaringer med.
Går du målrettet efter hornfisk, så vil vi anbefale at gå ned i størrelse 12 eller 14.
Monter altid krogen et godt stykke bagefter din agn.
Når du fisker efter hornfisk, så vil du indimellem være heldig at fange en havørrede.
Anvender du små kroge, risikerer du at de sidder dybt. Defor anbefaler vi at du medbringer en god krogløsner/tang, til at løsne krogen med.
Den alternative løsning: Silkekrog til hornfisk
Silkekrogen er et alternativ til de små trekroge.
For at være helt ærlige, så anvender vi det meget sjældent.
Det gør vi faktisk kun i tilfælde, hvor vi har børn med på tur og fiskeriet udelukkende er efter hornfisk.
Men til dette formål er de fantastiske, og du har en bekymring mindre når I er afsted.
Hornfisk forfang
Når det er hornfisk sæson, så er der typisk så mange fisk, at du vil opleve hug i nærmest hvert kast.
Derfor virker det nærliggende med et forfang til hornfisk, sådan som man kender det fra når der er makrel sæson.
Men det er ikke nødvendigvis en god løsning.
Særlig hvis du fisker i havnen eller direkte ud i en sejlrende. Her vil det alt for ofte resultere i fejlkrogninger, som vi som lystfiskere ikke etisk kan forsvare.
Anvend dette forfang til hornfisk
Når vi fisker hornfisk, så gør vi det med samme forfang som vi anvender til havørreder.
Da vi anvender fletline, anvender en svirvel, for at kunne lave et forfang af fluorocarbon.
I det øverste øje af svirvlen monterer vi en kystflue, gerne en lille kobberbasse, sat i et kort forfang med en løkke.
Løkken trækkes gennem øjet, hvorefter fluen trækkes gennem løkken.
Nu har du et forfang til hornfisk og havørredfiskeriet, som er ganske effektivt, men ikke laver for mange fejlkrogninger.
Skulle det alligevel ske, så er det vigtigt med en god fisketang, til at få krogen ud igen.
Hvor fanger man hornfisk
Hornfisk kan fanges på samtlige danske kyster. Nogle områder vil i perioder holde på flere fødeemner og derfor også holde på flere fisk. Du vil først og sidst møde dem på den åbne kyst på lidt dybere vand. I løbet af maj måned, vil de danske fjorde og lavvandede vige, være fyldt med den sjove sportsfisk med det fantastisk latinske navn (belone belone).
Mange sværger til at indtage sin agn ganske hurtigt, da hornfisken er vant til at jage sit bytte.
Det er vores opfattelse at roligt fiskeri er lige så effektivt, men at den hurtige indtagning gør at du kroger flere fisk ordentligt.
OBS: nogle gange vil du opleve at fisken sidder i halen af fisken. Det er ikke din skyld. Hornfisken slår nogle gange til større byttedyr, for at gøre dem nemmere at fange. Sådan ender din trekrog altså i deres hale.
Find din fiskeplads på google maps
Der findes et utal af fantastiske fiskepladser i Danmark og som hovedregel kan du fange hornfisk, de samme steder som du kan fange havørreder.
På hjemmesiden eller appen fishingindenmark, kan du sortere efter kystpladser i dit lokalområde, som er gode til havørred og hornfisk. Dette er en gevaldig stor hjælp. Men, ikke alle områder og pladser er nævnt, du har mulighed for at kigge på de eksisterende pladser og se hvad de har til fælles, for derefter på google maps, at gå på jagt efter dit eget lille spot.
Det er dog vigtigt at sige, at fiskeri efter hornfisk er meget socialt, og det er ikke et problem at være mange afsted.
Hornfisk 2024
Det at fange en hornfisk har ikke ændret sig meget de seneste år. De kan stadigvæk fanges på både blink, flue og mede grejet.
Når rapsen springer ud, så begynder de første større fangster at dukke op.
Faktisk deler lystfiskere billeder allerede i starten af april, af de tidligste fangster, det er ikke altid at det er en aprilsnar.
Nye agn til hornfisk
At fange hornfisk på silketråd er ikke længere en ny ting, men fortsat en fin metode til de langnæbbede blankfisk.
Noget af det der vinder mere frem, er poppere.
Ikke det mest effektive
Men det er skisme sjovt!
En skumbille eller en lille popper, kan sagtens lokke hornfiskene til overfladen.
Har du prøvet at fiske med skumflue efter havørreder, så har du allerede helt styr på fremgangsmåden, det er nemlig den samme.
Den store forskel ligger i hvordan du skal kroge fisken.
Hornfisk sæson 2024
Du kan fange hornfisk fra når rapsen springer ud, til den første nattefrost rammer os.
Det bedste tidspunkt at fange dem på, er fra sidst i april til midt i juni.
Sæsonen varierer selvsagt fra år til år, alt efter vejret, men i takt med at børsteorms sæsonen slutter, så begynder hornfisk sæsonen.
Hornfiskesæsonen i 2024 er startet her i midten af april.
De første fangster vi har set og hørt om, kom den 14. april.
Det betyder at du lige nu har chancen for at prøve kræfter med de sjove hornfisk.
Sådan kroger du en hornfisk
Og det er ikke ved at give et “trout strike”.
Når man går målrettet efter hornfisk, så skal man forberede sig på de utroligt mange hug, der går på en landet fisk. Dette gælder især fluefiskeren.
På en popper/skumflue
Fisker du med en tørflue af den ene eller anden art, efter de langnæbede, så er du sikkert allerede klar over at det bliver en udfordring at kroge dem.
Det vi har haft succes med, er meget simple skumfluer monteret med en lille trekrog i størrelse 14 eller 16, løst monteret efter fluen.
Dette gør det typisk nemmere at få fat i hornfiskens næb, når den slår med hovedet fra side til side, i forsøget på at rage din “bille” under vandoverfladen.
Denne montering er desuden også super, når du fisker efter havørreder.
På blink
Når du mærker hugget fra fisken, skal du modsat når du fisker efter ørreder, ikke give et hårdt tilslag med det samme.
Det vi typisk gør, er at sænke farten på blinket, i det øjeblik det føltes som om der bliver strammet op. Føltes det som om at modstanden øges, så kan du med fordel give et mere kontant tilslag.
På flue
Tilslaget er egentlig det samme på både blink og flue. Giv fisken tid til at tage fluen ordentligt. Det bliver aldrig nemt at kroge en hornfisk på en rejeflue i størrelse 4, men du slipper for mange ophidsede øjeblikke, ved at lade fisken “trække til” inden du giver tilslag.
Fisker du målrettet med mindre fluer, eller rørfluer monteret med trekrog, så øger du chancen for at de langnæbede bliver hængende.
Medefiskeri efter hornfisk
Medefiskeri efter hornfisk er uhyre effektivt, og et fantastisk fiskeri for børn. Det kræver ikke megen tålmodighed, og der er god chance for succes.
Helt generelt er der 3 vigtige ting du skal bruge til medefiskeri efter hornfisk:
- Et bombardaflåd eller en prop
- Små trekroge
- agn: sild, makrel eller kyllingehjerter
Vi foretrækker et bombardaflåd over en almindelig prop, da kastelængden bliver bedre, såvel som muligheden for at fiske aktivt er nemmere.
Bombardaflådet monteres først på dit forfang.
Det monteres over en svirvel efterfulgt af en meter til halvanden flourocarbon.
Til sidst monteres den lille trekrog og dit agn sættes på.
Anvender du et stykke fisk, så skæres dette ud med en tapering, altså som en lille trekant. Dette gøres for at det har mest mulig “liv” i vandet.
Under fiskeriet ruller du ganske langsomt ind, med indlagte pauser til at fiske mere passivt. Du kan bestræbe dig på at fiske så langsomt som muligt.
Krog hornfisken
Når de langnæbede banditter har taget dit agn, så slår du bøjlen over og lader dem svømme langsomt afsted med den.
Efter 2-3 sekunder, når proppen er gået helt under, så giver du et tilslag.
Herefter finder du ud af hvorfor hornfisken i lystfiskerkredse også kaldes for en danseål.
Fluefiskeri efter hornfisk
Fluefiskeri efter hornfisk kan være utrolig sjovt. Fiskene er mange, og du har rig mulighed for at eksperimentere med lette fluestænger såvel som alternative fluer.
Fang så mange som muligt
Er dette dit mål, så kan det klart anbefales at fiske med 2 fluer på forfanget. Det er sjældent nødvendigt at kaste lang, og du kan sagtens fighte 2 fisk på een gang. Læs denne guide til at fiske med 2 fluer.
Små fluer er vejen frem, små kobberbasser og andre tanglopper fungerer fremragende. Vi har haft enorm succes orange tanglopper og kobberbasser. Den bagerste flue kan med fordel være en rørflue. Her anvender vi typisk en flue kaldet “regnbuesvinet” eller en kobberbasse. Disse fluer kan desuden sagtens fange dig en stor havørred, som en overraskelse midt i dit fiskeri efter hornfisk.
Tilslag
Giv ikke tilslag med det samme, men fortsæt dit indtag i et sænket tempo. Når du mærker øget modstand, så giver du et ordentligt tilslag. Hellere med stangen vandret end lodret.
Nak og æd en hornfisk
Søger du inspiration, opskrifter eller blot god stemning, så kan Nak og æd en hornfisk på DR, helt klart anbefales. Her bliver der også gennemgået tips og tricks, såvel som en guide til hvordan man ryger en hornfisk.
Kan man fange hornfisk om aftenen?
Ja, det kan du godt. Men dine chancer er størst når solen er fremme.
Hvordan afliver man en hornfisk?
Der er 2 nemme muligheder. Bræk nakken på den, det gøres med en hurtig bevægelse, hvor du tvinger hovedet op og bagud. Ellers kan du slå den lige mellem øjnene med en stump genstand, såsom en sten eller en preist.