Vi har her samlet vores bud på de bedste flueliner til kysten.
Vi differentierer mellem fjord og kyst, såvel som hvilken type fiskeri du skal dyrke.
Der er nemlig forskel på om du skal kaste med små tangloppe imitationer eller om du skal slynge din leddelte børsteorm ud i bølgerne.
3 bud på de bedste flueliner til kysten
Volantis integrated WF line
Dette er den flueline til kysten, som jeg har anvendt på kysten de seneste år. Det skyldes hovedsageligt at linen bare kaster fantastisk. Coatingen opleves som værende utrolig glat, meget længe. Jeg anvender Volantis intergrated linen i fuld intermediate, til næsten al mit kystfiskeri, med undtagelse af få dage i foråret og skumbillefiskeriet.Jeg fisker selv med en #7 på min #6 Scott Sector og det kaster bare uhyre godt - også med de helt store kystfluer. Med en hovedlængde på 10,1 meter og en tydelig overgang mellem hoved og skydeline, så er det svært ikke at kaste godt med en volantis line.
Artic Silver Compact 2.0 wf
Fantastisk skumbille flueline til kysten. Klumpen er kun 8,5 meter. En kort klump oplever jeg som en fordel når en stor skumbille skal kastes ud i bølgerne. Derfor vælger jeg også denne flueline i en #7 til min #6 fluestang. Det gør det for mig nemmere, hurtigt at kaste til en fisk der viser sig. Denne flueline er desuden også eminent til åen. Sammenlignet med volantis linen, er den faktisk hele 2 gram lettere i samme lineklasse, men det opleves ikke sådan. Linen giver følelsen af at kunne fiske ubesværet.
Volantis skydehoved
Som skydehoved er volantis en ligeså fantastisk flueline til kysten, som den WF line jeg er begyndt at anvende. Til tider hiver jeg stadigvæk denne flueline frem. Hovedsageligt når jeg fisker på yderkysten i hårdt vejr. Her anvender jeg en #7 til min #7. Det gør jeg da jeg anvender en tynd skydeline, og har erfaring med at jeg taber linen for meget, hvis jeg anvender en tung line på en tynd skydeline. Igen er den volantis intermediate jeg anvender til mit fiskeri. Denne line er ydermere billigere end de tilsvarende RIO flueliner. Volantis skydehovedet er 70 cm kortere end volantis wf linen. Det er groft sagt overgangen der ikke er med, da den typisk er på det yderste stykke af en skydeline.
Det kigger vi efter i en god flueline til kysten
Der findes selvfølgelig uhyre mange flueliner til kysten, flere af dem gør sig særligt godt til bestemte situationer. Det jeg har valgt “de bedste flueliner til kysten” ud fra, er at de gør sig godt til flere ting.
Jeg anvender i grove træk kun 2 liner på kysten, til 99% af mine fisketure. 90% af disse ture er med volantis integrated i intermediate. De resterende 9% er med Artic silver compact 2.0 linen i flydende.
For mig skal en flueline til kysten være:
Let at kaste
En af de ting der er med til at gøre en flueline til kysten nem at kaste, er at man tilpasser linevægten ikke bare til sin fluestang, men også til sit temperament. Derfor anvender jeg altid et gram eller 2 mere en hvad den klassiske linevægts-tabel siger. Det opleves, for mig, markant nemmere at kaste. Jeg gider ikke anvende for mange blindkast, hvorfor en integrated volantis er helt perfekt.
Anvendelig
En flydeline er for mig kun anvendelig, i meget få tilfælde. Det er når jeg fisker med skumbiller, meget små imitationer eller ubelastede børsteormsimitationer. Til alt andet fiskeri anvender jeg en intermediate line, som stille og roligt synker. Det er vigtigt at sige, at det ikke er en hover line, da disse i min optik, ikke tåler ret hårdt vejr. Blæser det for meget, ryger linen simpelthen op og klumper i bølgerne. Jeg ønsker at have direkte kontakt til min flue, specielt når den store havørred tager.
Opsummering - min yndlings flueline til kysten
For mig er den bedste flueline til kysten helt klart volantis integrated i intermediate. De opfylder alle de krav jeg har, og så er den billigere end linerne fra RIO. Det er tilmed min oplevelse at den holder til flere fisketure – men det står for egen regning.
Hvis jeg kun måtte vælge en line, så blev det den.
Ellers kan du finde vores guide til valg af flueline her.
Knæk og bræk